Fordele og ulemper ved kaffe og koffein

Kaffe og koffein

Vi elsker alle vores morgenkaffe. Danskerne er det folk i verden der drikker mest kaffe pr. indbygger. Men hvordan er det nu med den kaffe – og den koffein den indeholder? Er det sundt eller usundt?

Svaret er kort: det kan være begge dele.

I denne artikel vil jeg kigge nærmere på både fordele og ulemper ved koffein, men lad os først se på de mest almindelige kilder til koffein, og på hvor meget der er i hver af dem.

Kilder til koffein

Kaffe og te er de mest almindelige kilder til koffein hos almindelige mennesker. En almindelig kop kaffe på 2 1/2 dl. kan indeholde mellem 95-200 mg koffein – alt efter hvor stærkt den er brygget. En almindelig kop sort te af samme størrelse indeholder mellem 14-70 mg. koffein og grøn te mellem 24-45 mg. En dåse cola (både almindelig og lightversioner) har et koffeinindhold på ca. mellem 23-39 mg.

Energidrikke er i en kategori for sig selv og indeholder meget varierende mængder af koffein. Fra 70-80 mg. i en dåse Red Bull helt op til 200 mg. i nogle af de allerstærkeste energidrikke på markedet.

Selv chokolade indeholder koffein.

Nå, lad os nu kigge på fordelene ved koffein og stoffets gavnlige virkninger.

Fordele ved kaffe og koffein

Selvom koffein har modtaget en del hug i pressen gennem årene, findes der faktisk en del gode ting at skrive om dette stof – også nogen der går ud over energi og vægttab. Her kommer en kort oversigt.

Astma

Brugen af koffein hos mennesker der lider af astma har vist en mindre forbedring i luftvejsfunktionen i op til 4 timer efter indtag.

Diabetes

Indtag af koffein fra drikke så som kaffe eller te menes at mindske risikoen for at udvikle den frygtede type 2-diabetes. Hvad mere er, så ser det også ud til at mængden af kaffe eller te man drikker har indvirkning på denne mindskning af risiko.

Energi

Koffein har vist sig at reducere udmattethed, formindske søvnighed og generelt have energigivende effekt.

Træning og fitness

Forskning har vist at koffein øger muskelstyrken med syv procent og den fysiske udholdenhed med 14 procent og kan endda mindske subjektive følelser som anstrengelse og træthed.

Koffein er en ofte brugt ingrediens i såkaldte pre-workout-produkter.

Galdesten

Indtag af koffein – min. 400 mg. om dagen – reducerer risikoen for at udvikle galdesten.

For lavt blodtryk

Det har vist sig, at når ældre mennesker med for lavt blodtryk drikker koffeinholdige drikke efter et måltid, så forhøjer det deres blodtryk

Hukommelse

I et studie blev hukommelsesfunktionen forbedret hos mennesker der indtog mellem 65-200 mg. koffein dagligt.

Mental årvågenhed

Koffein er godkendt af amerikanske FDA til at “restore mental alertness or wakefulness during fatigue or drowsiness”. Andre studier har ligeledes vist, at koffein er gavnligt i forhold til at gavne langtidshukommelsen og forbedre ens mentale årvågenhed.

Migræne

Kombinationen af koffein og migrænemedicin har vist sig effektiv til at behandle migræne og slem hovedpine. Igen har det amerikanske FDA godkendt denne kombination.

Smerter

Kombinationen af koffein og smertemedicin som f.eks. ipuprofen kan mindske akut smerte bedre end smertemedicinen alene.

Parkinsons syge

Store epidemiologiske studier indikerer, at folk der drikker koffeinholdige drikke så som kaffe, te og cola, har en mindre risiko for at udvikle Parkinsons syge.

Spændingshovedpine

Brugen af koffein i kombination med smertestillende medicin er effektiv til at behandle simple spændingshovedpiner.

Vægttab

Forskning på området har vist, at indtagelse af mellem 100-400 mg. koffein dagligt øger kalorie- og fedtforbrændingen, samt øger stofskiftet.

Ulemper ved indtag af koffein

Nogle mennesker er mere følsomme over for koffein end andre, og får “koffein-rystelser” af selv meget små mængder af koffein, hvor andre ikke ser ud til at få nogen negative effekter i forbindelse med indtag af stoffet.

Det er klart at dem, der er følsomme overfor koffein, skal undgå det, da det kan forårsage søvnløshed, nervøsitet, rastløshed, maveirritation, kvalme, hurtigere vejrtrækning, rystelser, hjerterytmeforstyrrelser og overdreven vandladning.

Det skal også bemærkes at selvom hurtigt indtag af koffein kan medføre forhøjet blodtryk, så er der ikke noget der tyder på at regelmæssigt indtag forhøjer hverken blodtryk eller puls på længere sigt.

Uanset hvad bør folk med følgende lidelser enten helt undgå koffein, eller begrænse indtaget af stoffet:

Maniodepressive

I en case-historie blev en 36-årig maniodepressiv mand indlagt på hospitalet med symptomer på mani efter at have drukket adskillinge dåser af en energidrik med koffeinindhold over en periode på fire dage.

Hjerteproblemer

Koffein indtaget i større doser, kan resultere i hjerterytmeforstyrrelser hos specielt følsomme mennesker.

Grøn stær

Folk der lider af øjensygdommen grøn stær skal være opmærksomme på, at koffein øger det intraokulære tryk (mængden af væske i øjet). Forhøjelsem af dette tryk sker indenfor en halv time efter indtagelsen af koffein og varer i mindst halvanden time.

Konklusion

Koffein er hverken godt for alle eller skidt for alle. Stoffet har mange fordele af tilbyde mange mennesker, men du skal passe på, hvis du er ét af de mennesker, der er følsomme overfor virkningen af koffein, eller lider af én af de sygdomme listet under afsnittet herover.

Add Comment